Kære alle forældre

Rigtig godt nytår!
Håber I har haft en dejlig jul, og at I har fået det lige, som I ønskede det.

Når vi kigger tilbage på skoleåret siden august, ja så er der sket meget.

Vi har opstartet vores Steiner HF, og indtil videre går alt efter planen. Undervisningsministeriet sendte to personer ud til os i et tilsyn sidst i november, og det virkede til, at vi i overskolen har gjort et positivt indtryk, - i hvert fald sagde de pænt farvel og godkendte vores struktur. Forhåbentligt går der år, før vi ser dem igen.

4. klasse fik en ny klasselærer, Aslak Unger-Downing, og vi kan med glæde sige, at det er et godt match.

Vi har fået en ny ledelse, som består af souschef Cornelia Henriksen, som også er grundskolekoordinator, skoleleder Ib Kasper Hansen, som også er mellemskolekoordinator og rektor Anette Jørnung, som også er overskolekoordinator. Vi udgør den egentlige ledelse og uanset, hvem I henvender jer til i tre-mands-gruppen, så har I fat i ledelsen. Vi holder møde hver mandag, og på mødet tager vi sager op og taler os ind i en beslutning. Beslutningen bliver derefter videregivet af den relevante koordinator.

Vi kunne også d. 1. december sige velkommen til vores nye leder i Børnehuset, Lea Modest. Hun sad i forældrebestyrelsen og trådte til først som konstitueret leder, - derefter blev Lea valgt, blandt andre gode relevante ansøgere, til Børnehusets egentlige leder. Vi er meget taknemlig.

Vi skal også sige velkommen til en ny kollega i SFOen, pædagog Torben Haslund.

På tirsdag d. 15. januar holder vi Åbent hus for vores Steiner HF. Her vil tidligere steinerelever være tilstede, de vil fortælle om deres videre færd i uddannelsessystemet. Der vil være arbejdende værksteder og HF lærere, som kan fortælle om deres fag. I er allesammen hjertelig velkomne.

I lokalaviser i næste uge, på facebook og på steinerskolerne.dk kan I se, at vores kampagne til Åbent hus arrangementet er skudt i gang.

De bedste hilsner
Ledelsen
V / Anette Jørnung, Rektor